Jeg skal have en ny duft. Jeg er vild med dufte generelt og parfume i særdeleshed.
Jeg bruger kun én parfume ad gangen, er ikke typen der har flere flakoner stående og skifter alt efter hvad jeg skal og hvilket humør jeg er i. Jeg har én og den bruger jeg til alt og hele tiden. Sådan er det.
Dufte skaber minder. Det er fantastisk. Dufte man genkender fra tidligere kærester, venindernes barndomshjem, rejsers fremmedartethed eller sommerhusets gamle krydderier. Det kan ikke blive bedre. Forbipasserende en helt bestemt duft, sendes man tilbage til en glemt tid via duften, jeg kan virkelig godt lide det.
Sådan skal min parfume også minde andre om mig. Det vil jeg altså gerne have. Jeg kan lide lidt tunge og sødmefyldte dufte og har i 4 år brugt den samme - og kan stadig lide den! Men jeg synes det er tid til en ny, da min sidste dråbe af den gamle er væk. Jeg har ledt i et år snart, men har stadig ikke stødt på min nye duft - har købt to, brugt dem to gange og har derefter foræret dem væk. De var ikke mig alligevel. Æv! Men jeg leder videre. Indtil jeg finder den det skal være, er jeg gået ombord i min første parfume nogensinde. Den er fra det franske parfumeri, Fragonard. Jeg fik den i mine tidlige teenageår og den eneste jeg ikke har kunnet nænne at skille mig af med. Alligevel er den ikke blevet brugt, men nu tager jeg hul på den - i mangel af bedre pt.
Min jagt fortsætter...