torsdag den 29. november 2012

Pocket LOVE



HumOr? HumØr? Dagens råd..

Hvor er din te-beretning skønno, og virkelig passende nu ALLE varsler at vinteren kommer. Jeg har endnu ikke set noget der ligner et snefnug på min vej, men måske en dag det kommer.

Mens vandet til teen koger, skal man finde humoren frem, da vi ellers aldrig kommer igennem vinteren. Især januar og februar er the killers, hvis du spørger moi! Nå, vandet koger og koger og jeg har nu et par dage prøvet at finde frem til my kind of humor, da jeg ville indvie dig i den her på Pocketpen. Jeg er ikke kommet frem til andet end, hvad mine veninder - nok inklusiv dig, ville kategorisere min humor som: Mindre eksisterende! Forstået på den facon, at jeg er verdens dårligste storyteller, glemmer pointen i mine jokes og griner af "Tag jakken af knagen, så er du en knag......." - ja, okay ikke det bedst eksempel på far-humor, men jeg er sikker på, at du er HELT med på hvor jeg vil hen... Hvad jeg dog ikke har i humor, har jeg i grin og dermed humør. Jeg har utrolig let ved at grine og jeg er meget let smittelig: Griner andre, er jeg som oftest en af de første der griner med, der skal ikke meget til. Og så volumen. Hmm. Den er ikke lav i hvert fald. Tsk tsk, nogen må jo være dem der griner højest. Ha!

Jeg er altså helt vild med latter og jeg er virkelig vild med mennesker, der har let til latter. Mere grin med grin på og netop i disse te-måneder skal vi finde latteren frem til forreste række. Tak.

Opsummering af dagens råd: Grin jer ud af vinteren og hold humøret højt! Jubii!


onsdag den 28. november 2012

Dampende varme anbefalinger

PSI fortsat... 

Jeg kan lige så godt sige det med det samme - jeg sparer dig for lange forklaringer på mine tekniske problemer i den forgående uge. Faktum er, at de nu er løst, hvilket resulterer i tre dampende varme anbefalinger i teens verden. 

Prøv en gang at forestille dig en regnfuld grå eftermiddag sammen med en veninde, en lille lækker kage og en velsmagende og indtagende kop varm te.. Det lyder godt, ik?

Jeg vil gøre mit ypperste for at her på bedste vis at præsentere tre af mine yndlings tehuse i København. Dertil har jeg valgt tre af mine, for tiden, allerbedsteste teer..


PSI er tilbage fra mig til dig. 



Perchs Tehandel



Perchs Tehandel ligger inde i midten af København på en sidegade til Købmagergade, og er måske Københavns mest kendte forhandler af te. Der er altid fuldt hus, hvor halvdelen synes at have været trofaste kunder de sidste 25 år, hvor resten er nytilkomne gæster (læs: turister) fra nær og fjern, eller smarte mennekser der er røget med på tebølgen. 
Der er konsekvent og yderst kvalificeret hjælp hver gang man besøger butikken, og kvaliteten er i top. 




Jeg gav 45kr/100g for dagens høst: Hvid tempelte.



Østerlandsk Tehus



Tehuset ligger på et hjørne lige ved Nørreport Station, og har eksisteret siden 1889, hvilket i sig selv er noget af en præstation. Pigerne som betjener dig står fine og parate med deres ekspertise i forklæder og hvide skjorter. Der er virkelig meget te i den store butik, og man bliver mødt af en fantastisk teduft når man træder ind. Jeg var den eneste i butikken da jeg kom (og gik), men jeg håber virkelig, at forretningen går godt, for deres te er virkelig god!



Jeg gav 30kr/100g for dangens høst: Cool mint.




Tante T



Jeg tog til filialen i Torvehallerne, hvilket viste sig at være en farlig beslutning, da de mange tilstødende butikker i torvehallerne virkelig lokker. Der var kø til teen, og jeg kunne høre på kunderne før mig, at de havde et ret godt kendskab til sortimentet, og to måtte endda gå forgæves, da deres te var udsolgt (en karamel te..?). Jeg var overvældet af det store udvalg af julete (som er noget af en favorit i min kande) - de havde blandt andet hvid-, grøn-, rød- og traditionel julete, og sikker flere bag disken. Et stort plus er, at man kan få te2go!




Jeg gav 34kr/100g for dagens høst: Kvæde te.


Spørgsmålet er så, om det kan betale sig at købe te hos en tehandler i stedet for i Netto, og ja - det kan det. Der er en verden til forskel i smagen, det en hverdagsluksus der er til at betale, og så er det da lidt tjekket, at man ved hvad man hælder i koppen - for en selv, og overfor de gæster man prøver at imponere. 

Te længe leve.. eller noget.. Det smager i hvert fald godt det skidt!


Dagens høst i sort/hvid:



Dagen blev afsluttet med manér - masser af te og kage!!:


søndag den 25. november 2012

Tiden takker

 
 
Uret er tidsmagi på meget højt plan! Hvem opfandt i sin tid uret og hvem var konceptudvikleren på konceptet tid? Min fascination af tid er som en rutchebane uden loops men med utallige store udsving. Sommetider er tiden det faste holdepunkt, til andre tider, er tiden min modspiller. Jeg har en tidsfornemmelse som er ikke-eksisterende: Når der er gået 30 min, har jeg en fast tro på, at der er gået 60 min og vice versa. På samme tid har jeg en idé om, at alle gøremål tager 10 min, hverken fra eller til og trods jeg snart burde have erkent, at det altså tager længere tid for mig at bade, så sætter jeg konsekvent kun 10 min af til det i min tidstabel. Og det er langt fra det eneste eksempel! Skønt jeg prøver at charmere mig ud af mit åbenlyse inkompetente tidsgen, lykkes det ikke altid.
 
Jeg har veninder der tænker i, at specialinvitere mig til ½ time før de andre, for så kommer jeg samtidig med resten af gæsterne. Jeg har sat alle mine ure permanent 10 min foran i håbet om, at jeg så kommer mere til tiden og jeg prøver at holde mig selv i nakken og sætte mere tid af end jeg umiddelbart tænker er passende. Ligemeget hjælper det!
 
Hvornår er tiden inde til at gøre det rigtige?? Og hvornår er den ikke? Det er mærkeligt, for disse to udsagn eller spørgsmål, kald det hvad det passer dig, har jo intet med klokke-tid og eksakte tidspunkter at gøre, men nærmere fornemmelser og følelser og livets kombination af sol, måne og stjerner! Tidskonceptet er mærkeligt!

Misser og en ny Mac

Du har ret, vi har misset i denne uge! Vi misser og misser og misser... Ugens misser fra min side består af denne ukampdygtighedsårsag: Min Mac er gået i graven sammen med et reparationstilbud på 6000 kr for en ny skærm! Ny Mac på programmet hurtigst muligt. Skal vi tage hele Mac-or-not-debatten op i denne anledning?? Eller skal vi bare lade den gå med min old school Pro i graven? Det er jo ingen hemmelighed, at vi er mega pro Pro!



4real in love!




Tekniske problemer

Ugen er gået, og tjaa aktiviteten herinde har mildest talt været utrolig sølle.. Vi sidder begge med tekniske problemer. 
I den kommende uge retter vi op på netop dette.

Gutes Wochenende

søndag den 18. november 2012

3 x rygende hotte tebutikker

Tebutikker efter min tesmag!

PSI: Public Service Indlæg:

I løbet af de kommende dage, vil der blogges om tre fantastiske tehandlere i Købehavn - netop de tre steder hvor jeg, når jeg skejer ud, køber min elskede te.

God mandag morgen!


Min personlige stemme...


 
...ville gå til dig, hvis du var sundhedsminister!
 
Ps. De her tænder er faktisk ret skræmmende. Meget store og say cheeese-agtige! Uf!

Flere ord bliver til ordsprog!

Jeg var til kursus på Børns Vilkår hele lørdagen. Mega kodylt spændende kursus! Uh la la!  Og kære P to the P, som du ved kan man jo ikke forlade BV uden at have drukket omtrent 4 liter te. Og det er jo god te de fodrer os med, eller i hvert fald semi-god te: Vi er jo ikke ude i standarder som Hvid Symfoni fra Perch! Har du mere tilbage af den? Kommer snart og drikker den. Nå, men semi-god te blev altså drukket i litervis igår og hurra for det, det var faktisk ikke hovedpointen i min beretning. Men tak for te, Børns V.

Og nu til det vigtige...
Det der slog mig i øjnene (findes det udtryk??) var de ordsprog, sayings, statements - kald dem hvad du vil, der fulgte med te-brevene. Jeg, der ellers er utrolig vild med netop disse genrer af sætninger, blev næsten helt overrumplet over, at min tepose forventede at jeg frontede disse store sayings på en ellers rolig kursus-lørdag. Altså, jeg syntes det var meget stærke sayings i forhold til deres placering forenden af en te-brevssnor! Hvad er din vurdering? Too much eller godkendt?




 
 

fredag den 16. november 2012

Gratis er grangiveligt bedre!


Jeg er i fuld sving med HPV og nåle!
Tror på projektet, og tror på det hjælper, at det er gratis!

Hvad der også burde være gratis er tandbehandling! Hvis jeg var sundhedsminister ville det være et af top 10 projekterne!

Apropos projekter: Hvis du skulle lære et nyt sprog, hvad skulle det så være for et? Jeg har besluttet mig (næsten), men venter lidt med at skyde projektet igang.


Say CHEEEESE
Rosinen i pølseenden:

Når det kommer til finurlige ord, og ikke mindst til hvilke finurlige ord der gør godt og hvilke der gør det skidt, må jeg tænke lidt. 
En ting er sikkert - det er skønlige rarsomme tanker som kommer snigende, når man læser dine krummelumske overvejelser om det danske sprog!

Sandt eller falsk?

Jeg vil gerne vide noget. Jeg vil gerne vide noget om rigtig meget. Men det jeg gerne vil vide lige nu, er om vi med vores sprog afslører os selv? Altså jeg taler ikke om accent og dialægt, men nærmere betegnet om vores ordvalg fortæller andre om vores sind og personlighed? 

1. akt: Ja tak!
Jeg er helt pjattet med ordvalg og ordopfindelser der slutter på -ning. Kysning (behøver jeg forklare?), holdning (kan vi ikke lige holdning lidt?), fjolning (der er gang i fjolning her), tosning (du er en tosning da), hygning (nu skal vi have gang i noget hygning)... Og... Og... Og okay, nu hvor jeg skal komme med flere eksempler indtræder begrænsningen. Samtaler med mange homemade "ning"-ord, gør bare verden lidt hyggeligere at være i. Prøv selv. Hm. Måske er det i virkeligheden bare mig der er outreret og en særling: Ordene gør mig til Frk. Særling med outreret stjernestøv!

2. akt: Nej Tak!
Når jeg taler kan jeg få agtigt snoet ind så det tilnærmelsesvis udgør hverandet ord. Jeg bruger agtigt i flæng som amerikanerne bruger like. Det er dog ikke med til at gøre min verden hyggeligere, men deriomod meget upræcis og ensformig. Find på noget nyt!

Vores sprog, ordvalg og talemåde fortæller en historie om hvem vi er og hvilken stald vi er født i. Det er med til at modellere os som fine damer, tuttede småpiger eller grofthakkede kvindemennesker. Sproget kan være perlende og fjerlet eller tungt og alvorligt, det vil stadig have hvert sit udtryk alt efter hvis mund det kommer ud af. Også stemmen har noget at sige. Det er som om, at lyse stemmer har et bedre forhold til én sprogkasse og dybe stemmer andre sprogkasser. Og ih du milde, man kan blive forskrækket, hvis stemmen ikke lever op til ens forventninger om, hvad der bør komme ud og ih du milde man vil blive forskrækket, hvis den fineste prinsesse er grovhakket i munden. Er min pointe ved at være nået frem?

Jeg ved ikke om jeg er ved at tale mig ind i en myte eller en fordom, men jeg ønsker at vide om det er sandt eller falsk?

Man må gerne stave til fjolning??



torsdag den 15. november 2012

Vidunderligt VidunderLIV

Jeg fortsætter lige de fine informationer til borgeren her på vores lille PP-planet: Butikker på Christianshavn og Vidunderlivet i årerne. Ja tak. Alle kvindekøn født i 1985-92 må få gratis HPV-vaccine og jeg elsker det. Det er rigtig godt og jeg synes alle skulle få vaccinen. Uden at være ekspert, ved jeg, at der er chancer for at den hjælper alle. Men okay, jeg er jo ikke ekspert, så søg læge... Hmm...

Når det er gjort, så slå tilbage hertil og gå i tænkemode over hvor stor indflydelse det offentlige og fædrelandet har på vores gøren og laden, samt hvor endnu større betydning det har for netop vores gøren og laden at sagerne er gratis. Er det ikke utroligt? Det er jo ikke blevet mere anbefalelsesværdigt og bedre ved at det er blevet gratis, alligevel skulle der gratis til før man virkelig fik stukket et par danske pigearme. 

To spørgsmål opstår, har du fået HPV da det kostede dig selv, eller nu hvor det er gratis? ...Og smager et gratis måltid bare bedre??

Plastret. Jeg er pjattet med kampagnens navn: Veninder for Vidunderlivet

2 x gode film

Jeg har fundet to film som jeg virkelig synes du skal se - en dansk og en amerikansk!
For længe siden bad du mig om at hoste op med en dansk film, der var din tid værdig at se.
Jeg har længe tænkt, og efter min mening er der mange danske film som er i særklasse gode!

Der er et utal af film som jeg gerne vil have, at du skal se, men lad os nu begynde med en stille og rolig ganske danske god film:

1) Efter Brylluppet!




Filmen kort fortalt:


  • Mand søger penge til sit hjælpeprojekt i Indien
  • Mand tager til Danmark for at få aftale om pengedonation i hus
  • Mand bliver inviteret med til rigmands bryllup
  • Mand får vendt op og ned på sit liv..
Se den, og så kan vi tale om din mening. Jeg synes den er god - og så er det efter min smag alene et stort plus når Sisse Babett Knudsen er med, og når Susanne Bier instruerer.


Trailer for filmen på Youtube.com

Rating på imdb.com Klik her


2) Into the Wild



Filmen kort fortalt:

  • Ung mand er træt af det samfund han lever i
  • Ung mand drager ud i naturen på egen hånd
  • Ung mand møder interessante mennesker på sin vej
  • Ung mand finder en bus i ødemarken 
  • Ung mand når erkendelse
Jeg er vild med denne film. Den er lang, den er dyb, den er sjov, den er rørende og den er vedkommende! Jeg vil gerne se den igen - hvis du har brug for et skub til at få den set, hvilket du skal, så inviterer jeg på POPCORN og hjemlig hygge.. og film...

ps. Filen har et sprødt soundtrack - tjek det ud på Spotify! 
pps. Hovedpersonen er virkelig lækker..!


Trailer for filmen på Youtube.com:

Rating på imdb.com: klik her




Jeg håber min delen ud af lækker viden, kan gøre din torsdag endnu bedre end ellers!

- Love to ya all




onsdag den 14. november 2012

Ny lækkeristisk butik: MUNK

En lille update fra mig til dig.


I mit øjebliks fascination af at købe julegaver i virkelig god tid, stoppede jeg ved en lille butik på Christianshavn. MUNK hedder den.
I forlængelse af et tidligere indlæg som omhandlede glæden ved at give lækker viden videre, så skal viden om denne butik ud til hele Købehavn.
Lad mig gøre det kort - den er virkelig fin, og virkelig et besøg værd. Lad mig give dig fem gode grunde. Vær så artig:


  • Indehaveren er en sweetheart. Jeg fik lyst til at købe for meget mere end jeg råder over, alene fordi han virkede så sympatisk, imødekommende og varm!
  • De virkelig mange fine ting - ikke mindst holderen til dit helt eget iPhone vækkeur, plaiderne, tæpperne og møblerne.
  • Fede plakater, grafiske tryk mm. Uden at afsløre for meget, just in case, så endte jeg med at købe en julegave i denne kategori.
  • Inspirationsfaktoren! Jeg gik ud af butikken med en masse ideer til at forbedre mit eget lille hjem. Og hvis der er noget man ikke kan få nok af, så er det inspiration.
  • Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed;)






Need I say more?

Vi tager et smut forbi når vi ses igen - på min side af broen..
Jeg skal i hvert fald ned og købe flere julegaver. 

MUNK ligger på Torvegade 25, 1400 Kbh K

Selv tak:)

For facebooksiden Tryk her
For hjemmesiden Tryk her







mandag den 12. november 2012

ON road: Invites...

Så er jeg tilbage på sporet: Kunsten at invitere de rigtige. Ja korrekt, det er virkelig en kunst. Definitionen (altså min definition!) på kunst er, at der ikke findes et korrekt/ikke korrekt, der findes ikke noget magen til og afsenderen har ret til at bestemme. Derfor er det i allerhøjeste grad netop en kunst at sammensætte et fødselsdagsselskab: Du må gøre som du vil, der er intet rigtigt eller forkert og ingen retningslinjer at følge. Gjorde det hele tumulten lettere at overskue? Næppe! Min pointe er bare, at jeg ikke har en forklaring på, hvordan du skal løse din fødselsdag. Dog vil jeg sige, at jeg kommer gerne under alle former! Jubii...

Så vil jeg lige benævne, at jeg er en lille smule forelsket i dit indlæg. Det er godt og yderst relevant og meget velproportioneret - kan et blogindlæg være det??

Hernæst vil jeg vende tilbage til dine kloge ord her på the famous Pocketpen:
1) Kvantitet?
2) Kvalitet?

Vil vi have mange venner som manglende tid begrænser til bekendte, eller vil vi prioritere kvaliteten i at have færre, men gode nære veninder. Jeg tror der er forskel på, hvad hvem prioriterer, så jeg har her sørget for lidt til enhver smag. Yes. Jeg vil dog sætte en kop glög på højkant på, at du inderst inde er helt vild med sidstnævnte, færre nære veninder. Og i virkeligheden også mig selv. Jeg går ind for nærhed og intimitet og jeg-ved-alt-om-den-anden, fremfor bekendtskaber man aldrig helt når ind til benet af. Ja, ind til benet. Og her kunne man passende presse sig selv lidt ud i den bitre kulde og spørge: Hvis ikke man pr. automatik vælger at sætte tid til side til en veninde, er det så ikke et tegn på, at hun er én for meget?

Jeg synes ikke det er en simpel sag, men mit simpleste svar må være, at alle dem, hvor aftalerne falder naturligt er godkendt, resten må finde en anden andedam at pludre i.

Man skal klart holde på dem man laver (pande)kager sammen med!

Off road no. 2: Ole B.


I weekenden smutturede jeg til Schweiz for at besøge min storesøster. Hun havde fundet det bedste vejr frem, for at få sit look a like hjemland til at fremstå så smukt som muligt, nu der kom gæster... Alt dette var ironisk: Det regnede omtrent i samtlige 48 timer vi var i landet. Flot. Men ok, butikkerne holdt os tørre, så ingen skade sket. Og så. Hjemturen hed SAS, hvor man åbenbart havde fundet den gavmilde side frem - har de ikke lige sendt et underskud på mega mange milliarder afsted ud i verden? Nå, men vi fik i hvert fald avis ombord. Tak. Jeg bladrede pænt og høfligt hen over al samfundskrisen, som alle andre ville finde relevant, og hen til det spændende: Et weekendtillæg som havde en fin artikel om Ole B. Her vil jeg lige slå et slag for den kære Ole. Ole B. Ole Bornedal. Man havde åbenbart på redaktionen besluttet, at han skulle i vælten og dét på en utraditionel måde. Man havde bedt ham skrive en artikel om sig selv, som om han skulle lave en film om sig selv. Han skulle beskrive sit liv i scener. Og det lykkedes med utrættelig succes. En artikel man lige skal læse og en form man skal dyrke mere, hvis du spørger mig. Godt gået Ole B og Berlingske!

...og nej, jeg kan ikke finde ud af at vende det om!

Off road no. 1: Min mormors!



Så er min mormors puslespil klar, parat puzzle!

På besøg hos min famøse mormor forleden dag. Henrykt 94årige dame videregiver det vildeste 70'er pulsespil til sit 26årige barnebarn. Barnebarnet fortæller at formålet rent faktisk er at samle det. Mormoren - nu endnu mere henrykt. "At det bliver brugt efter så mange år". Minder. Glæder mig over min mormor og vores PP-plan om at samle. Happy!

torsdag den 8. november 2012

Kunsten at invitere de rigtige...

Anno 2012 er der om noget prestige i at have venner, ik?
Det kan vi se på facebook - i antallet af venner, likes og kommentarer til opslag, og ikke mindst i antallet af fødselsdagshilsner på ens væg.
Men spørgsmålet er hvad en rigtig ven er?!

Jeg kender efterhånden en del skønne mennesker, og det er svært at få tid til at se alle nok. Det er ikke særlig fedt at skulle prioritere, men det er en tvungen nødvendighed.
Spørgsmålet er, om man ikke tit prøver at gabe over for mange og for meget. Det kan resultere i, at man ikke ser nogen af dem nok, men dem alle halvt.
Jeg er ikke god til det.
Hvor mange veninder er nok veninder? Hvor mange er for mange, hvor få er for få? 
Ved du det?

Jeg vil gerne holde fødselsdag når den tid nærmer sig, men jeg går allerede og grubler over hvem jeg skal invitere! Jeg har en gruppe af veninder, hvor vi altid inviterer samlet, og det er umuligt at splitte den op. Det betyder, at én venindegruppe alene sætter sig på 6 pladser rundt om mit fødselsdagsbord. Det er mange.!
Jeg har lyst til en aften hvor alle kan tale med alle rundt om bordet, hvor både mine gæster og jeg kommer tættere på hinanden. Hvor mange gæster kan denne konstellation bære? 6-8-10 personer?

Muligheden kan være, at den ene venindegruppe kommer den ene dag, og andre særligt udplukkede veninder kommer en anden dag. Det er lidt trist, for vil jo gerne mikse mine skønne veninder - og det bliver også en ret dyr affære med denne variant.
En anden mulighed er bare at invitere dem alle sammen samtidig til kaffe og kage, tapas eller lign, og så bare skide hul i det intime, og det low key arrangement som jeg egentlig aller helst vil..

Jeg ved det er et luksusproblem, men jeg har virkelig brug for din hjælp!

My best pp-friend..
What 2 do?

Sommer 2012.. Jeg savner det allerede!



Oprydningsgenet

Oprydning er godt - som i virkelig godt!

Jeg rydder op hver dag, og det er ikke blevet mindre efter jeg har fået babybaby, som kræver en halv gulvvask og en spuling af stuen efter hvert måltid. Jeg ville seriøst være millionøse hvis jeg fik penge for at gøre rent i mit eget hjem.. Og jeg forstår det ikke - jeg har to rum at gøre godt med! Jeg aner ikke hvordan der kan ophobe sig så meget op på ingen tid.

Oprydning er en ting, udsmidning er en anden ting. 
Jeg elsker at sortere mine ting, gennemkigge bunker med blade og papirer for, hvis jeg er heldig, at finde noget som jeg kan kassere. Det er ren guf for en oprydningsfreak! Det samme gælder for møbler, tøj og alle andre ting og sager. Det føles også godt for samvittigheden, når man kan aflevere en masse til genbrug eller RødeKors.

Alt har dog en bagside.
Hvilket mit oprydnings- og udsmidningsgen også har.
Jeg elsker at finde ting.. Gerne i storskraldsrum, på loppemarkeder, hos marskandisere og lignende. Velvidende, at det jeg finder nok inden for de efterfølgende 2-3 måneder atter har fundet vej ud i genbrugsverdenen..
Hele konceptet med konstant at forny og tilføje/fjerne ting fra sit hjem, er hvad det hele handler om. Da jeg var barn kunne jeg rykke rundt på mit værelse i et væk - jo mere des bedre - bare fordi jeg kunne..
Det er blevet lidt sværere efter jeg er flyttet sammen med min kæreste, og jeg har da også fået flere og bedre ting at tage mig til... Men så er det godt, at man altid kan købe eller finde noget nyt og smide noget andet ud..


Jeg er sikker på, at forskerne på et tidspunkt finder et gen, som forklarer hvorfor nogle rydder op, og andre ikke, hvorfor nogle uden kvaler skiller sig af med deres ting, mens andre med krampetrækninger holder fast i snart sagt alting..
Jeg er indehaver af både familiemedlemmer og flere veninder, som ikke er udstyret med oprydningsgenet - de har derimod samlergenet. Jeg er sikker på, at der er noget om snakken, og svaret skal nok findes hos stenaldermanden - vores nye orakel når det kommer til moderne diæt - og sikkert også alt andet.!

But why??:

Billeder er fundet på google.com




Hvad er det seneste du har proppet i din lejlighed??

Udover det, så vil jeg altså meget gerne være aftager af dine aflagte ting og sager... Hvis hende den anden har lyst til at holde pause.


Kaffe

Hvorfor bruger man glædelig 45kr på en kop kaffe? Jeg forstår det ikke, men det stopper mig ikke fra at gøre det - gang på gang.. 
















tirsdag den 6. november 2012

Oprydning!



Hm. Hm. Jeg er nok et lidt større rodehovede end jeg til tider vil indrømme. Jeg er nok faktisk et mega stort rodehovede!
Oprydning er mange ting og findes i mange niveauer:
Niveau 1 - Dine bedste veninder kommer på besøg, du flytter kun lige, så der er plads til jer. 
Niveau 2 - Dine forældre kommer som gæster, du støvsuger og tørrer det værste støv af.
Niveau 3 - Gæsterne er svigerprojektet, hovedrengøring! Hvem vil ikke gerne fremstå som Miss IKKE-rodehovede-og-jeres-børnebørn-får-ikke-astma-og-støvallergi!!

Niveau 4: Udrydning. 
Ud med fyld og overflødigheder, rent faktisk det vigtigste niveau i det lange løb. Jeg er virkelig ikke en samler, jeg er virkelig ikke typen der beholder ting for at bruge dem om 14 år. Jeg er af en familie med en kælder proppet til renden, men måske er det netop derfor jeg hellere rydder ud én gang for meget end en gang for lidt?! Nå, men ikke desto mindre er jeg vild med oprydning og udrydning. Jeg er vild med konceptet, men hvad jeg er endnu mere vild med er, at give de opryddede genstande videre i universet. Her forstået som mine veninder, specielt 1 lady, der virkelig bliver glad når hun får lidt sager. Hun er sød. Dog aftager hun ikke alt og resten kommer til en genbrugsbutik. Det vil sige at jeg i denne turnus får 3 opture ud af proceduren: Min gode lady's tilfredshed, mit samaritaner-gen bliver stimuleret og ikke mindst egen tilfredshedsfølelse når der er ro i lejligheden og mindre at rode rundt med. Optur!

Når nu jeg i virkeligheden tænker over det, er det så egentlig ikke snart tid til at rydde op igen? 
Hvornår ryddede du sidst op? 

søndag den 4. november 2012

Puzzles up!


Like til puzzle!
Like til kande te!
Like til sladder!
Like not til BR!! Men okay, målet helliger midlet: Puzzle like like!

Set og hørt: 30 årige mænd i et sommerhus sidste weekend, kæresten en af dem og nu gør vi lige om lidt kunsten efter - like!


lørdag den 3. november 2012

Puzzle + date = match made in heaven!

PP-friend!!!

Vi skal snart ses - faktisk lige om lidt!

Jeg har en totalt god idé til hvad vi skal - noget som man gør alt for sjældent.. Noget jeg faktisk ikke har gjort siden jeg gik i fritteren.

PUSLESPIL, PUSLESPIL, PUSLESPIL, PUSLESPIL, PUSLESPIL...

Dig og mig, kander af te, kage, sladder og puslespil!

Vi går i BR og udvælger et totalt sejt spil!

Frisk?

FALCON: Puslespil

Skæbnen....

Altså..

Jeg kan sige det kort. Grunden til du mødte din elskelige veninde "helt tilfældigt", har intet med skæbnen at gøre. Det handler om, at vi bliver venner og veninder med folk som på mange måder minder om os selv. At du møder din veninde på din vej, betyder bare, at jeres liv minder om hinanden. Det kombineret med Københavns størrelse, betyder, at det ikke er så underligt, at man møder bekendte på gader og stræder.
- Faktisk er det underligt, at vi ikke oftere møder nogle vi kender! Tænk over det. 

Dagens opgave kunne være at tænke over dine veninder. Hvor varieret er din venindegruppe egentlig? Hvor mange kommer fra nogenlunde samme geografiske område, hvor mange er i gang med en uddannelse/er allerede færdige med en, hvor mange går i nogenlunde det samme tøj, går de samme steder i byen, handler i samme butikker, indretter sig i samme stil?

Jeg har en idé til næste date!!
Tjek næste indlæg!!

Kærestens og min søndagstur sidste uge: 
København? Soviet?
Oh jahh Copenhagen - tjek træningsudstyret på taget!
2300 KBH Baby!