ON road: Invites...

Så er jeg tilbage på sporet: Kunsten at invitere de rigtige. Ja korrekt, det er virkelig en kunst. Definitionen (altså min definition!) på kunst er, at der ikke findes et korrekt/ikke korrekt, der findes ikke noget magen til og afsenderen har ret til at bestemme. Derfor er det i allerhøjeste grad netop en kunst at sammensætte et fødselsdagsselskab: Du må gøre som du vil, der er intet rigtigt eller forkert og ingen retningslinjer at følge. Gjorde det hele tumulten lettere at overskue? Næppe! Min pointe er bare, at jeg ikke har en forklaring på, hvordan du skal løse din fødselsdag. Dog vil jeg sige, at jeg kommer gerne under alle former! Jubii...

Så vil jeg lige benævne, at jeg er en lille smule forelsket i dit indlæg. Det er godt og yderst relevant og meget velproportioneret - kan et blogindlæg være det??

Hernæst vil jeg vende tilbage til dine kloge ord her på the famous Pocketpen:

1) Kvantitet?

2) Kvalitet?

Vil vi have mange venner som manglende tid begrænser til bekendte, eller vil vi prioritere kvaliteten i at have færre, men gode nære veninder. Jeg tror der er forskel på, hvad hvem prioriterer, så jeg har her sørget for lidt til enhver smag. Yes. Jeg vil dog sætte en kop glög på højkant på, at du inderst inde er helt vild med sidstnævnte, færre nære veninder. Og i virkeligheden også mig selv. Jeg går ind for nærhed og intimitet og jeg-ved-alt-om-den-anden, fremfor bekendtskaber man aldrig helt når ind til benet af. Ja, ind til benet. Og her kunne man passende presse sig selv lidt ud i den bitre kulde og spørge: Hvis ikke man pr. automatik vælger at sætte tid til side til en veninde, er det så ikke et tegn på, at hun er én for meget?

Jeg synes ikke det er en simpel sag, men mit simpleste svar må være, at alle dem, hvor aftalerne falder naturligt er godkendt, resten må finde en anden andedam at pludre i.

Man skal klart holde på dem man laver (pande)kager sammen med!