1. akt: Ja tak!
Jeg er helt pjattet med ordvalg og ordopfindelser der slutter på -ning. Kysning (behøver jeg forklare?), holdning (kan vi ikke lige holdning lidt?), fjolning (der er gang i fjolning her), tosning (du er en tosning da), hygning (nu skal vi have gang i noget hygning)... Og... Og... Og okay, nu hvor jeg skal komme med flere eksempler indtræder begrænsningen. Samtaler med mange homemade "ning"-ord, gør bare verden lidt hyggeligere at være i. Prøv selv. Hm. Måske er det i virkeligheden bare mig der er outreret og en særling: Ordene gør mig til Frk. Særling med outreret stjernestøv!
2. akt: Nej Tak!
Når jeg taler kan jeg få agtigt snoet ind så det tilnærmelsesvis udgør hverandet ord. Jeg bruger agtigt i flæng som amerikanerne bruger like. Det er dog ikke med til at gøre min verden hyggeligere, men deriomod meget upræcis og ensformig. Find på noget nyt!
Vores sprog, ordvalg og talemåde fortæller en historie om hvem vi er og hvilken stald vi er født i. Det er med til at modellere os som fine damer, tuttede småpiger eller grofthakkede kvindemennesker. Sproget kan være perlende og fjerlet eller tungt og alvorligt, det vil stadig have hvert sit udtryk alt efter hvis mund det kommer ud af. Også stemmen har noget at sige. Det er som om, at lyse stemmer har et bedre forhold til én sprogkasse og dybe stemmer andre sprogkasser. Og ih du milde, man kan blive forskrækket, hvis stemmen ikke lever op til ens forventninger om, hvad der bør komme ud og ih du milde man vil blive forskrækket, hvis den fineste prinsesse er grovhakket i munden. Er min pointe ved at være nået frem?
Jeg ved ikke om jeg er ved at tale mig ind i en myte eller en fordom, men jeg ønsker at vide om det er sandt eller falsk?
 |
| Man må gerne stave til fjolning?? |