Liv i lommen og tilfældigheder

Jeg er vild med, at du er "på pinden igen" - hvad er det egentlig for et mærkeligt fugleinspireret ordsprog/ordspil?? Nå, men jeg er i hvert fald vild med det: At du er på pinden og selve ordsprogsordspillet. Meeen, det var jo så ikke dét det hele skulle handle om. 

Det jeg har på hjertet kommer her: Tilfældigheder. Jeg går inde i byen idag og møder en elsket veninde - HELT TILFÆLDIGT!! Jeg er vild med tilfældigheder, især sådanne gode tilfældigheder. 

Situationen var, at jeg går i mine egne tanker - på et tidspunkt hvor de fleste laver alt muligt andet, så som arbejde, studie eller middagslur (?!) og dér står min veninde og fumler med sin cykel lige foran mig. Lige pludselig. I virkeligheden var det hende jeg allermest lige havde lyst til at se netop lige der på det sted på det tidspunkt. Hvad er det der gør, at vi lige begge var på  samme sted på samme tid? Hvordan går det til tilfældigheder opstår? Jeg er lidt fascineret af dem. De samler livet sammen og skaber nogle finurlige overraskelser når man  mindst venter det. Jeg kan rigtig godt lide dem, selvom jeg faktisk virkelig ikke kan lide overraskelser - et helt andet kapitel... Nå da, men fine tilfældigheder så som møder mellem gode mennesker er rart. Men tilbage til, hvor kommer de fra? Og dermed tilbage til: Skæbnen! Jeg bliver nødt til at nuldre lidt mere rundt i det med skæbnen, for jeg har tænkt på om tilfældighederne er skæbnens lange arm? Er de det?? 

Kære P to the P, giv mig lidt mere om det med skæbnen. Jeg kan ikke blive klog på den eller det... Og nu, hvor jeg synes du er den allermest kloge PP-writer der findes, må du være hende der giver lidt flere guldkorn på the topic: Destiny. Vidste du forresten, at man kan hedde Destiny?? 

Meget mere gård-nærvær (sagt med Rema1000 entusiasme)...

Hyggelig vogn, ikke? Plantehygge no matter what!

Telefonens forbandelse

Som en af de sidste tre i min folkeskoleklasse fik jeg først mobiltelefon i 9. klasse. Det er nu over en dekade siden (sejt ord), og jeg kan ligesom dig ikke leve uden. Før jeg fik den havde jeg intet behov- jeg faldt for gruppepresset.
- Set i bagspejlet en fin beslutning at bukke under der.

Når det er sagt, så vil jeg være så moden og sige, at den ikke betyder helt så meget som før. Jeg er faktisk blevet virkelig dårlig til at være "på".. Jeg svarer for sent, glemmer at tjekke telefonen, og som dig har jeg den næsten altid på lydløs. Der er ingen dårlig samvittighed at spore hos mig, men i takt med man udskyder at svare "til man har bedre tid" hober den dårlige samvittighed sig alligevel op.. Pludselig kommer skyldfølelsen når der venter besvarelse på 5 sms'er og et tilsvarende antal facebook beskeder... Det kan virke helt udmattende at gå i gang med opgaven- opgaven med at være høflig online. Suk..

For at svare på dit spørgsmål:
Det er totalt i orden at være herre over sine prioriteter.. Har du tid og lyst til at svare, så gør det. Hvis ikke, så vent. Folk må ringe hvis det er vigtigt, og så lægge en talebesked..
Eller sende en brevdue..

Hvorfor er det egentlig, at vi skriver sms'er i stedet for at ringe, og hvorfor mødes man i det hele taget ikke bare til en kop te i sofaen?

Meget mere nærvær.. (Sagt med Rema1000 entusiasme)..

Gone with the wind.... And now: BLOWN AWAY!!

Oh my!!
Jesus!
WTF...

PP-best-friend.... Du er jo bindegal!

Jeg har alverdens forklaringer på min midlertidige manglende tilstedeværelse på bloggen- jeg sparer dig (og vores trofaste læsere) for side op og side ned med nyttesløse undskyldninger.

Men hold da op hvor har du holdt liv i lommen. Jeg er mundlam, men er heldigvis stadig i stand til at skrive.

Inden jeg tager hul på bylden - både når det kommer til at gribe nogle af alle de bolde du har kastet op, OG tømme mit eget hjerte og hjerne, fristes jeg til at spørge..

Hvad har første prioritet på en blog
1) kvantitet?
2) kvalitet?

Ikke at der ikke kan være en smuk kombination, men stadig..!? Jeg må indrømme, at du rammer begge dele, men det kan være svært. For mange halv kedelige og intetsigende indlæg kvæler en blog- det samme gør for få, men dog fede indlæg..
Folket kan ikke nøjes med et indlæg hver 14. dag, vel?

Jeg er på pinden igen - be aware.

TV gossip

Hvad jeg ser i mit TV, fortæller det noget om, hvem jeg er??

 

1. "Hammerslag" - en last fra min barndoms-sofa-tid-med-far!

2. Uh, interessant at snage I hvordan andre mennesker bor: "Danmarks skønneste hjem"

3. Uh Uh, snage i hvordan de (semi)kendte bor: "Kender du typen?"



 

Hulubulu Lotte?

Man skal ikke undervurdere børneklassikerne fra DR og slet ikke nu, hvor baby-pigen eksisterer!

Men i dagens anledning, vil jeg smide Hulubulu ud i cyperverdenen her på PP, da jeg efterlyser min PP friend og er i tvivl om hun har gemt sig eller er blevet usynlig?? Er du stadig derude? Hulubulu?

Dagens dilemma: Telefoni
Jeg har brug for din mening om kommunikationsformer i vores üpper mobile verden. Min mobil er som oftest (9 ude af 10 dage!) på lydløs - completely silent! Det er mega rart og jeg skal ikke tage stilling til verden, før jeg selv aktivt får rodet den frem og tjekker displayet. Jeg er virkelig ikke tilhænger af at være slave af min mobil, hvilket jeg ikke har tænkt mig at lave om på lige foreløbig. Det skal dog siges, at får jeg et emergency-et-eller-andet, så skal jeg nok få reageret i en fart.. Godt. Andre har andre vaner og min gamle mormor har slet ingen - måske jeg burde lave en mormor? Jeg har behov din fantastiske guiding indenfor området.

Addiction. Afhængighed. Oh yes! Ingen går idag udendørs uden deres respektive telefoner. Om det er en længere tur, en kortere tur eller blot ned på gaden for at ryge dagens cigaret. Sindsygt har jeg lyst til at sige. For hvad er det der sker ved at man misser et opkald, eller først ser en sms timer efter den ankom til apparatet? Er man i en nødssituation, jaja, så er jeg med på, at det er smart man kan ringe 112. Men det er heldigvis de færreste tilfælde der er nødssituationer og så sker der vel ikke alverden ved at man ikke sidder oven på sin telefon 24/7?!
I gamle dage kunne man ikke leve uden en brevdue, idag kan man ikke leve uden en mobiltelefon. Men forskellin ligger i, at brevduer kun kunne 2 ting: Frem og tilbage, intet andet. Mobiler er, som de er idag, skabt til skabe afhængighed og der er intet som smartphones som skaber et behov, hvor der ikke før var behov. Der sidder nogle geniale hoveder bag!!

Når alt dette er sagt, så er jeg selv fuldstændig forelsket i min iPhone og ville tage den med i graven. Men jeg synes også at jeg kun elsker den netop fordi den allerflest gange er stum med stum på og kun vil lege når jeg med fuld overlæg inviterer den op til dans. Længe leve stillingstagen.

Meget om meget. Lidt om Lotte. Hulubulu... I need some answers.

Flush it, oder?

Hvad gør man, når man prøver at skabe noget for andre, som tager udgangspunkt i noget man selv synes er skønt, og de andre så ikke falder for det?

Det er en underlig og mærkværdig tanke, at det er blevet super smart at tage forgivet, at hvad man selv synes er vidunderligt, synes andre også automatisk er vidunderligt.

Tanken opstod da jeg igår sad og talte om vores lille lomme i samvær med to damer, jeg ellers regner for at have totalt god smag i mange af livets facetter. De nævner at de var vilde med vores små lommefilosofier om sidespring og sexmængder, men havde kun hån tilovers for småindlæg om vaselinedåser! Hmm.. Der kan man bare se. Jeg blev faktisk halvforarget og en smule fornærmet, men hvad hjælper det, og hvem er jeg til at blive forarget: Jeg har tvunget dem til at læse, men jeg kan altså ikke tvinge dem til at synes det er fantastisk - that's just not for me to decide! Og det er virkelig vigtigt, at vi husker netop det her i lommen. Tænker jeg bare... Enig?

Det er blevet super trendy at tage det forgivet, at man er verdens navle og hvad man selv gør, er af yderste interesse for ALLE ANDRE! Det er en stor misforståelse! Men hvad er det så vi laver her?? Er dette ikke lige netop at tage forgivet, at hvad vi vælger og fravælger er med selvfølgelighed interessant for alle andre? JO! Og med det sagt, gør vi det alligevel. Vi tænker, at vi skal lave en blog, måske egentlig mest for vores egen skyld, men under dække af, at vi ikke er lykkedes før andre også tænker at det er en vanvittig god ide. Men det er jo i virkeligheden at pådutte andre at stå til ansvar for vores succes og det kan da ikke være rigtigt?! Det kan vi da ikke være bekendt. 

Det er ikke andres job at kunne lide PP og finde den interessant, men vores job at gøre den interessant for dem. Mange idag, tror jeg, har behov for at vende bøtten på hovedet, sætte sig udenfor egen navle og kigge ind på den, og ikke kigge ud fra den. Det vil jeg bestræbe mig på herfra.. Hep Hep!
 

Jeg vil gerne have din mening om, hvad det er i folk generelt og os to i særdeleshed, der gør, at vi har en forudindtaget mening om, at vi er hamrende interessante. 

Jeg mødte en toiletkirkegård igår aftes på vej hjem. Var det et tegn??

Flush it, oder?

Movie makes happy

Er egentlig på vej ud ad døren...
 Men jeg kunne ikke lade være: Du måtte være vidne til  mit 20. gangs-jubilæum. 
Ja, det ER 20. gang jeg ser denne film! 

Jeg ved det er corny, can't help - simply love it!